Tandoperationer
Gode råd til hvordan du skal forholde dig før og efter en tandoperation.
Før operationen:
Hvad får du med hjem før operationen?
- 2 piller: én smertestillende og én antibiotisk, som du skal tage 1 time før operationen.
Hvad kan du selv gøre inden operationen?
- Tag et solidt måltid - der kan godt gå et par timer før du må spise igen.
- Sørg for at have smertestillende piller derhjemme (fås i håndkøb).
- Sørg for at have is i fryseren til at spise bagefter.
- Prøv at få en aftale om at blive hentet efter operationen.
Efter operationen:
Hvad får du med hjem efter operationen?
- 1 pakke gazetamponer til at lægge på såret og tygge sammen om, hvis det bløder.
- 1 smertestillende pille til at gå hjem på.
- Evt. en recept på stærkere smertestillende medicin, hvis det er nødvendigt.
- Tanden.
- Hvis du har brug for en fraværsseddel til dit uddannelsessted, kan vi udfylde den.
Hvad kan du selv gøre?
- Når du skyller med klorhexidin, må der ikke være tandpasta i munden fra 1 time før til 1 time efter. Så virker Klorhexidinen bedst. Du må heller ikke spise eller drikke 1 time efter. Du må først starte med at skylle på 2. dagen.
- Undgå så vidt muligt alkohol de første dage, da det kan få såret til at bløde.
- Undgå fysisk aktivitet i 48 timer.
Gode råd til dagene efter operationen
Smerterne er stærkest de første 12 timer efter operationen. Det vil oftest være om natten, så tag en smertestillende pille inden du går i seng, uanset om du har ondt eller ej. Det er også en god idé at ligge højt med hovedet.
Du kan ringe til klinikken, så sørger vi for noget stærkere medicin på recept, hvis det almindelige smertestillende ikke er tilstrækkeligt.
For at mindske blødning og forebygge meget hævelse kan du bruge en ispose/en pose frosne ærter, som vikles ind i et rent viskestykke og lægges på kinden i 10 min. én gang i timen et par gange i løbet af det første døgn.
Efterblødning i form af siveblødning er normalt de første 24 timer efter et operativt indgreb.
Siveblødning kan behandles ved at trykke en gazetampon/vatrulle mod det blødende område i 30 min. Er der tale om kraftig efterblødning, der ikke kan stoppes, skal du kontakte tandklinikken eller opsøge skadestue.
Operationsområdet skal have fred på operationsdagen, hvilket betyder, at området ikke må berøres med hverken fingre, tandbørste eller andet.
Vi anbefaler, at du holder dig i ro de første 48 timer efter operationen for at hindre efterblødning og smerter.
Sport og hård fysisk aktivitet bør derfor indstilles i de første dage.
Du skal skylle munden med Klorhexidin mundskyllevæske 0,1% (fås i håndkøb på apoteket). Skylningen starter morgenen efter operationen, og du skal skylle morgen og aften.
Mundskylningen skal fortsættes, indtil du har været hos tandlægen. Spørg tandlægen, om du skal fortsætte med at skylle.
Efter hvert måltid skylles med almindeligt vand eller dansk vand, så der ikke sætter sig madrester fast i operationsområdet.
Du må ikke børste tænder i operationsområdet før trådene er fjernet, mens de øvrige tænder skal børstes som normalt.
Efter operationen må du først spise, når bedøvelsen har fortaget sig. Dette tager normalt et par timer. Derefter må du i øvrigt spise, hvad du har lyst til, og hvad der er muligt uden at skade evt. sårpasta eller tandreguleringsapparaturet.
Smerter forekommer helt normalt de første 1-3 dage efter operationen. Det er nemmere at tage smerter i opløbet, end når først det gør ondt. Det anbefales derfor, at du tager smertestillende medicin i minimum 3 dage, selvom det måske ikke gør rigtig ondt.
Vi anbefaler Pamol, Panodil eller Ibumetin.
Hvis du har fået limet en "trækkrog" på den opererede tand, er det vigtigt, at du henvender dig hos tandreguleringen hvis den mistes, eller hvis du føler, at noget af reguleringsapparaturet løsnes.
Hvis du har fået lagt sårpasta over operationsområdet, er det for at beskytte såret de første dage efter operationen.
Hvis sårpastaen mistes, før du har tid hos tandlægen, gør det ikke noget. Bliver du meget øm, så henvend dig til Tandplejen.
Hvis vi har syet under operationen, skal trådene normalt fjernes 7-10 dage efter operationen. Det tager få minutter og gør ikke ondt.
Vi anbefaler, at du ikke ryger før trådene er fjernet. Rygning kan forlænge helingen i operationsområdet.