Gå til hovedindhold

Lakering af kindtænder

Forebyggende lakering af kindtænder og SEAL-behandling af små huller.

Billedet viser en tand der bliver lakeret.

Indhold

    Lakering og SEAL-behandling

    På grund af dybe furer, er de bagerste kindtænder - 6-årstænder og 12-årstænder - meget svære at holde rene, mens de bryder frem. Furerne i tanden kan være så dybe, at det er umuligt at fjerne madrester og bakterier – selv ved grundig tandbørstning. Vi kan lakere de dybe furer, for at undgå, at der går hul i dem.

    Tegningen viser en dyb fure i en kindtand.

    Her ses en dyb fure i en kindtand. Området i cirklen på billedet er tegnet større på billedet herunder.

    Tegningen viser en dyb fure i kindtanden med madrester og bakterier.

    Her ses den dybe smalle fure med madrester og bakterier.

    På tandklinikken kan vi udfylde furen med et tyndt lag plastlak, efter grundig rengøring af tanden. Den gennemsigtige lak ætser sig fast på tandens emalje.

    Tegningen viser en rengjort fure fyldt med lak.

    Her ses furen rengjort og fyldt med lak.

    Tanden får en glat og jævn overflade, og der er ikke længere adgang for bakterier og madrester.

    Vi kan også lakere en tand, for at undgå, at et lille begyndende hul bliver større. Det kaldes en SEAL-behandling. Behandlingen kan erstatte bor og fyldning, hvis hullet ikke er blevet for stort.

    Tandens tyggeflade og hullet rengøres og den gennemsigtige plastlak påføres. Lakken ætser sig i forbindelse med tandens emalje og forsegler derved hullet. Behandlingen stopper sygdomsprocessen.

    SEAL-behandlingen er langt mere skånsom for tænderne end den traditionelle boring og fyldning. Tandens levetid forlænges og svækkes ikke af en udboring.

    Behandling med lak er kortvarig og smertefri, da der hverken skal bedøves eller bores.

    Lakken vil blive kontrolleret, for at sikre at den stadig holder tæt, ved hvert tandeftersyn. Holder lakken ikke tæt, bliver den repareret eller erstattet med en ny lakering. Som regel holder lakken i mange år.

    Et i gang værende forskningsprojekt har vist at op mod 25-30% af fyldningerne på tændernes tyggeflader med en SEAL-behandling helt kan undgås eller i hvert fald udskydes en årrække. Det betyder, at færre børn og unge skal have boret i deres tænder. Projektet udføres i Den Kommunale Tandpleje i flere sjællandske og fynske kommuner i samarbejde med Tandlægeskolen, Københavns Universitet.

    Læs mere om projektet ”SEAL – DK”.

    Sidst opdateret: 05. januar 2024